Menu

Ny pigestruktur skal udvikle træningsmiljø

image Piger fra U13 til U15 træner sammen i stor gruppe med mere end 20 spillere. Foto: Mick Knive Anderson.
04. februar 2025 kl. 10:02
En større gruppe pigespillere giver flere muligheder.

I IF Skjold Sæby er vi meget ambitiøse omkring alle vores børne-, ungdoms- og seniorgrupper. Seneste initiativ er sket på pigesiden, hvor en ny struktur omkring den ældste gruppe har set dagens lys. Her vil vi forsøge at udvikle på et i forvejen godt træningsmiljø.

Det er blandt andet gjort ved at slå U13, U14 og U15 sammen til en samlet gruppe. Med over +20 piger til træning er der mulighed for at lave små udviklingsmiljøer, der passer til alle.

- Det kræver dygtige og rutinerede trænere, og her er U13-15 pigerne godt stillet. Jeanette, Rikke, Rune og Leif har mange gode og forskellige kompetencer at byde ind med, når træning og kamp skal gennemføres. Alle fire trænere er også meget bevidste om at skabe et godt socialt miljø omkring pigerne, og det er tydeligt at se, at pigerne nyder hinandens selskab gennem et godt sammenhold, fortæller Michael K. Sørensen.

Er du en pige, der er født i 2010, 2011 eller 2012, og har du lyst til at prøve fodbolden af eller måske vende tilbage til den efter en pause?

Så venter de skønneste faciliteter, trænere og holdkammerater på banerne og i klubhuset på Kjeldgaardsvej. I disse rammer og med disse mennesker venter gode oplevelser og personlig udvikling.

Pigerne træner mandag og torsdag fra 17:00 til 18:15. Man møder bare op, og så kan man få lov til at prøve det af de første to uger. Herefter kan man tilmelde sig på klubbens hjemmeside ifskjoldsaeby.dk.

Luk