Menu

Mindeord - Henning Bak

image
28. oktober 2022 kl. 18:00

Det var med stor sorg vi i Idrætsforeningen Skjold Sæby, fredag d. 21. oktober, modtog meddelelsen om at Henning Bak var sovet stille ind, omgivet af sine allernærmeste. Henning måtte give slip efter længere tids sygdom.

Vi har i idrætsforeningen Skjold Sæby, i en menneskealder, haft fornøjelsen af at have Henning Bak som aktiv i vores fodboldklub.

Hennings ”karriere” i IF Skjold startede allerede tilbage i 1971, lang tid før de fleste af vores nuværende medlemmer var født. Henning var selv aktiv fodboldspiller i mange år, han var også træner samt formand og blev helt naturligt æresmedlem af klubben. 

Henning var typen der altid gerne ville hjælpe, uanset om der skulle laves sommerfest på Paradisjorden, stilles op til årsfest i hallen, eller tage tjansen som dirigent på adskillige generalforsamlinger – Henning var der altid.

 

Da Henning gik på pension var det en stor gevinst for Skjold. – Nu havde vi fornøjelsen af Henning på ”fuld tid” – hvilket vi nød godt af i mange , mange år.

De seneste år var Henning vores stadioninspektør som havde styr på alt, og jeg mener virkelig alt. Han stod for opkridtning af baner, havde styr på spillertøj, boldrum, omklædningsrum, udendørsarealer, han havde endda også ansvaret for driften af vores cafeteria i klubhuset.

Uanset på hvilket tidspunkt man kom på Skjold, så mødte man Henning. Idrætsforeningen Skjold var på alle måder Hennings andet hjem – han elskede at være der og nød det liv der altid var omkring ham. 

På sin helt egen faste facon fik Henning tingene til at ske. Henning havde sine meningers mod men en ting lå fast, - man kunne altid regne med Henning.. – et ord var et ord !

 

Kære Henning, tak fordi du var her, tak for dit store engagement i vores fodbold klub – du har en stor del af æren for, at vores klub er der, hvor den er i dag.

Vores tanker går lige nu til Aase, Pia, Lennart  svigerbørn, børnebørn og oldebørn –tak fordi vi måtte låne jeres Henning… - 

 

Æret være Henning Baks minde…

 

På Idrætsforeningen Skjold Sæbys vegne
Formand Flemming Thingbak

Luk