Jens Lorenzen stopper på Skjolds førstehold
Efter 325 kampe stopper vores viceanfører og vaskeægte klubmand på Skjolds førstehold.
Jens Lorenzen har siden sommeren 1995 været at finde i det røde og blå sæt med Skjold-logoet på brystet. Op igennem ungdomsårene har Jens primært være at finde på de offensive positioner. Han påpeger dog selv, at den eneste plads han mangler at spille, i sin seniortid, er målmand. I løbet af særligt sin seniorkarriere er han blevet rykket længere tilbage på banen og i sine mere erfarne år, er han fundet ind rollen som 6'er på holdet, hvor han skaber stabilitet og balance. Om end han er blevet rykket længere tilbage på banen, så har der faktisk kun været 2. halvsæsoner, hvor han ikke er kommet på måltavlen. Han har sågar været oppe at vende på 13 fuldtræffere for én sæson.
Udover at være en fast bestanddel af klubbens førstehold siden 2006, så har Jens udført et enormt arbejde udenfor banen. For at nævne et par stykker, så har han været i seniorudvalget, bestyrelsen, og han var med til at starte klubbens gøren og laden på de sociale medier. Han var også en helt central figur i "Aalborg bilen", som skabte en mulighed for, at man kunne studere i Aalborg og spille bold i Sæby. Med central figur menes der helt konkret, at det var ham, som købte en bil, og kørte frem og tilbage med 3-4 holdkammerater i en meget rummelig Suzuki Alto. Dét at man kan studere udenbys og komme tilbage for at spille fodbold har været afgørende for klubbens opstigning igennem rækkerne de seneste år.
På banen er Jens hårdtarbejde og kompromisløs. Han sparker glimrende med hans venstreben, og han står ikke i vejen for et sideskift i ny og næ. Til træning forlanger han noget af sine holdkammerater, og han har været bannerfører for, at man altid skal have noget ud af sine træningspas. Jens er derudover firmaets mand. Uanfægtet hvor uenig han er med trænerens beslutninger, så udfører han den opgave, som han bliver sat til. Det er guld værd i amatørfodbolden.
I omklædningsrummet drikker han ikke en Thor så hurtigt, som nogen af holdkammeraterne (og træneren), men det har altid været tydeligt, at hyggen bagefter også har haft en meget stor betydning. Derfor har Jens også været primus motor på at få opbygget et godt fællesskab rundt om fodbolden. Et fællesskab som langt hen ad vejen også har været fundamentet for den sportslig succes i de seneste år for klubben.
Klubben ved, at det kun er et spørgsmål om tid inden vi igen finder Jens i en eller anden funktion i klubben, men for nu er der vigtigere ting i livet end fodbold, og det er hans dejlige familie.
Tak for din indsats i Skjold-trøjen, nummer 10!
I kan læse lidt om Jens' sidste kampe i de to nedenstående artikler 👇
- http://www.kanalfrederikshavn.dk/…/jens-lorenzens-perfekte…/
- http://www.saebyavis.dk/…/jens-lorenzen-stopper-karrieren-…/
Billeder fra Saebyavis.dk