Menu

1,6 mio. i klublån

image
05. januar 2018 kl. 20:08
3 millioner kr. ud af 3,5 millioner kr. er nu skaffet til etableringen af et nyt kunstgræsbaneanlæg

- Dermed er vi et stort skridt nærmere mod vores plan om gå i gang i uge 40, og at banen kan tages i brug om et års tid til vintersæsonen 2018, oplyser Flemming Thingbak, der er formand for klubben.

IF Skjold betoner i sin ansøgning, at man ønsker at udvikle klubbens medlemmer på alle niveauer, og man gerne vil gøre dette ved at tilbyde udendørs træning hele året.

Udover en 11-mands bane vil man anlægge små baner bagved, som kan bruges til fem-otte mandsfodbold.

Frederikshavn Kommunes økonomiudvalg har behandlet to ansøgninger, som giver IF Skjold grønt lys til at låne 1,6 millioner kroner til kunstgræsbanen.

Kommunen låner selv foreningen en million kroner, og derudover giver økonomiudvalget lov til, at Nordjyllands Hallens Fond kan låne IF Skjold 600.000 kroner, som er øremærket til de nye baner.

Fondens bestyrelse kan ikke ifølge dens vedtægter forære klubben pengene, men kan med kommunens godkendelse låne penge ud.

Fuld af fortrøstning

Flemming Thingbak fortæller, at klubben allerede har skaffet midler via fonde, og at man håber på at kunne finde de sidste 520.000 kroner via fonde og lokale donationer.

- Vi er fortrøstningsfulde. Mange lokale fonde har allerede bakket os op, men vi har også fået afslag fra lokale fonde, og det undrer mig. En sådan bane gavner bosætningen i området, og det burde lokale fonde bakke op om. En kunstgræsbane vil blive et aktiv for skoler, foreninger og institutioner i dagtimerne, forklarer Flemming Thingbak.

I ansøgningen til økonomiudvalget fremgår det, at IF Skjold har fået penge fra Lions Club Sæby, Grøn Ordning (Vindmøllepenge) Roblon Fonden, Sparekassen Vendsyssel Fond, Årets Hold 2016, og så er der en stor privat donation.

Idrætsforeningen Skjold har cirka 600 aktive fodboldspillere i alderen 5-60 år og kan glæde sig over fremgang i medlemstallet.

Luk